Jerseykøer og Mælkens Kvalitet
Home ] Up ]

 

Jerseykøer og mælkens kvalitet. Af konsulent B. Bøggild. 

[Ugeskrift for Landmænd 1886 bd. 2, s. 131ff]

 Med nutidens kendskab til husdyrbruget er der vistnok ingen, der vil benægte, at opdrætteren for en stor del eller i hvert fald indenfor visse grænser har det i sin magt at danne og udvikle sin besætning i den retning, han ønsker, og det både hvad dyrenes udseende og ydeevne angår. - Det første og vigtigste middel, opdrætteren har til at nå det attråede mål, er ved strengt udvalg at finde de forhåndenværende avlsdyr, der i højest grad besidde de egenskaber, som man ønsker opdrættet skal have i endnu højere grad. Opgaven bliver dernæst stadig at benytte disse avlsdyr på bedste måde, således at man får et sundt afkom. Det næste middel, opdrætteren har til at nå sit mål, er vedholdende at lede dette afkoms udvikling i den attråede retning. Kun den opdrætter, der benytter begge midler - stadigt og skarpt udvalg af avlsdyr og fornuftig og omhyggelig røgt og pleje af afkommet - kan vente at se sin besætning forbedres. Og husdyrbrugets udvikling såvel her i landet som andetsteds giver talrige eksempler på, at forbavsende resultater kunne nås i en overskuelig tid.
 I retning af stor tilbøjelighed for fedme eller rettere sagt uforholdsmæssig udvikling af flæskelaget i forhold til kødmængden synes jo i vor tid mange svinestammer at være komne længere frem end ønskeligt. Den tænksomme opdrætter må altid overveje, hvad der i den nærmeste fremtid vil være fordelaftigst. Muligvis ville de letfedede svin i lang tid være den mest efterspurgte vare, og så længe bør de fortrinsvis produceres.
 For tyve år siden og tildels endnu senere blev det i Jylland stadig drøftet, om det var fordelagtigst at udvikle det brogede jysk kvæg i retning af at producere mælk eller kød. Omsider slog mælkeribruget igennem næsten overalt, og mange jyske besætninger, både store og små, vise, hvilkene betydning udvalget af avlsdyr har. Havd har ikke inspektør Buus lært os på Rosvang? Derved have vi opnået, at vi har lært de enkelte køer i besætningerne at kende. Vi har lært, at nogle køer en kort tid malke en stor mængde mælk, medens andre er bedre til at holde mælken og ganske vist ikke nogen dag give så megen mælk, som de første, men dog ved årsopgørelsen af prøvemalkningsbogen vise, at de endog kunne give det største årlige mælkeudbytte og derved betale fodret bedst og altså vise sig at være de køer, der bør vælges til fortrinsvis at være avlsdyr og besætningens stamdyr.
 Men forholdene synes nu mere og mere at udvikle sig således, at dette kendskab til koens mælkeydelse ikke bliver tilstrækkeligt. Det er ikke nok, at koen giver megen mælk, men det må også være god mælk, og det vil i øjeblikket sige - det må være fed mælk. Det synes mere og mere at være således, at særlig mælkens fedt bliver det værdifulde stof i mælken. Ikke alene er det i øjeblikket et brændende spørgsmål  i al mælkehandel, at varen skal betales efter kvaliteten (fedtindhold eller smørmængde); men for alle ældre mælkerifolk må jo begreberne synes helt forrykkede. Der betales tre eller fire øre eller endog mere for et pund nymalket mælk, medens man vanskelig kan få én øre for pundet af den rene, søde, men rigtignok magre centrifugerede mælk. Den tænksomme producent må stille det spørgsmål: Er det ikke galt kun at tage hensyn til mængden af mælken, som køerne giver? Er vi ikke muligvis  allerede komne for langt i retning af at producere megen ? Er det ikke uøkonomisk at have så lidt fedt i mælken,ligesom det muligvis er uøkonomisk at have så meget spæk på flæsket? Man kommer uvilkårlig til at spørge: hvilke er erfaringerne fra andre steder, hvor man har søgt at udvikle udpræget malkekvæg? Og har man andre steder ligesom hos os kun taget hensyn til mængden af mælken?
 På disse to spørgsmål må jeg svare under et, at erfaringerne i andre lande gennemgående er lige så mangelfulde som hos os. De fleste steder er der ved udvalget af avlsdyr kun sjælden taget hensyn til det årlige mælkeudbytte, fordi der ikke er udført nogen regelmæssig vejning eller målning af mælken, men langt mere til koens ydre og mælkeorganernes, særlig yverets og mælkeårenes, større eller mindre udvikling. Kun ét sted, nemlig ved udviklingen af jerseykvæget, er der i lang tid, måske endog i flere hundred år, ved udvalget af avlsdyr taget hensyn til noget helt andet end mængden af mælken. Der er nemlig taget hensyn til farven af mælken, der for opdrætterne viste sig at stå i forbindelse med farven af de tyndbehårede dele af huden. Men farven af mælken synes jo også at stå i nøje forbindelse med mælkens fedme, og det vil derfor muligvis særlig i øjeblikket være af interesse for danske landmænd at erfare noget nærmere om dette kvæg, der nu mere end nogen sinde er genstand for opmærksomhed i alle mælkerilande. I England, Frankrig, Tyskland og Schweiz har jeg truffen dette kvæg, hvorom der nu findes beskrivelser i alle tidsskrifter og nyere bøger; men interesse for det har jeg dog særlig fået ved at besøge dets hjem og dér se de naturforhold, hvorunder udviklingen har fundet sted.
 I Kanalen mellem England og Frankrig ligger de såkaldte Kanaløer i bugten mellem Bretagne og Normandiet. Øerne ligger nærmest Normandiets kyst, men er engelsk besiddelse og er nu de eneste levninger af de store landstrækninger, som englænderne i middelalderen erobrede fra de franske. Her ligesom på Malta, Gibraltar og Helgoland ser mand de højrøde soldater med den lille stok i hånden bevogte de engelske handelsinteresser.
 Tilsammen er øerne 23 kvadratmil, og de største Jersey, Guernsey og Alderney, er hver 5-6 kvadratmil. Ligesom kvæget således er også befolkningen der meget mærkelig. Som andre øboer hænger de stærkt ved deres hjem, som er så naturskønt, at det ikke er underligt, at de beundrer det; og kun dér forstår de ret hinanden. Deres sprog er nemlig hverken engelsk eller fransk, men dialekter derimellem, som den fremmede kun vanskelig lærer. Fra gammel tid af synes der endog mellem øerne indbyrdes kun at have været lidet samkvem. Ligesom den enkelte mand straks ved sit mål røber, fra hvilken ø han er, således vil det øvede øje snart vide nøje at angive, fra hvilken ø et fremstillet stk. kvæg er.
 Tidligere blev i England hyppigst brugt den fælles benævnelse Alderneykvæg; men nu skelnes der både med hensyn til størrelse, bygning og farve altid mellem Alderney, Guernsey og Jerseykvæg. Det sidste anses med god grund for at være både det smukkeste og det bedste, og det er derfor det, jeg her særlig vil holde mig til.
 Midt i juni 1885 tog jeg med dampbåd fra St. Malo på Bretagnes nordkyst over til den smukke lille havneby St. Helier, der ligger omtrent midt på Jerseyøens sydkyst. Her var livlig færdsel af engelske turister, der dels til fods og dels  ved hjælp af flere små jernbaner ønskede at gøre bekendtskab med øens vidunderlige natur. Men endu mere færdsel var der dog i og ved havnen af fartøjer og vogne af alle slags, ved hvilke øens anden udførselsartikel
-tidligmodne kartofler - eksporteredes til England, indpakkede i cementfustager, forede med papir. -Overfladen af øen er nemlig letmuldet, veldyrket jord, hvorigennem den underliggende mægtige granit mange steder malerisk skyder sig op. Og klimaet er så frodigt, at man samtidig kan se det smukkeste engelske græstæppe og vin og figen med veludviklet frugt. Den nationale drik er hverken øl eller vin, men cider, der er gæret æblesaft, der særlig produceres og nydes i store mængder i de nærmeste franske provinser. Klimaet er så mildt, at kvæget næsten stadig kan være ude. Selv de bedst indrettede stalde på øen til vinterbrug er meget åbne, og allerede i slutningen af februar sættes kvæget på græs. Dér bruges ligesom her i Danmark at tøjre kvæget, hvad der jo ellers er meget sjældent i udlandet og kun komme til anvendelse, hvor man fortrinsvis må se på en økonomisk anvendelse af græsset. Dér ligesom hos os er også næsten hele arealet delt i temmelig små ejendomme, så at kun de færreste besætninger er på over 10 køer. Men derved kan den enkelte mand i særlig grad studere sine dyr og leve sig sammen med disse. Og øboen dér taler til sit kvæg, omgås og elsker det ligesom araberen sin hest. Han kender og skatter sit kvægs gode egenskaber, og i umindelige tider er der draget omsorg for at holde fremmed blod borte. Det er utvivlsomt et enestående eksempel i mælkeribrugets historie, at der endog før vort århundrede, fandtes strenge love for de enkelte øer, der forbød indførsel af fremmed kvæg. Og historien beretter, at den konsumerende del af befolkningen i sin tid indgik til den engelske regering med anmodning om at få tilført levende slagtekvæg for derved at formindske de urimel høje kødpriser; men straks indleverede den hele landbefolkning et andragende i modsat retning, og efter at begge parter var blevne hørt, skærpede den engelske regering endog de forhåndenværende gamle love. Her er altså et også for den jyske hesteopdrætter lærerigt eksempel, der gennem lange tider har bestået sin prøve.
 Om de nuværende forhold fik jeg de fleste oplysning gennem det danske konsulat, der bragte mig i forbindelse med den største eksportør Eugéne J. Arnold, og en af de mest ansete opdrættere, Philip Brideaux, der bor på Chesmite Ferme tæt udenfor byen.
 Den samlede kvægbestand på øen blev angivet at være o. 12000 stk., og om eksportens betydning kan man gøre sig en forestilling, når man hører, at Mr. Arnold alene udfører o. 2000 stk årlig. Det er særlig amerikanerne, som nu køber de fleste og bedste dyr og betaler de højeste priser. I mr. Arnolds stald og på plænen udenfor stod ganske ordinære drægtige kvier, der ksotede 5-600 fr. (360-430 kr) pr stk. Og meget ofte betales der 1-2000 fr. (720 -1440 kr) for en smuk kvie eller ung tyr. Den første ko, som mr. Brideaux viste mig, havde en amerikaner få dage før forgæves budt 6000 fr. (4300 kr.) for. Den ville han overhovedet ikke sælge til nogen pris, førend den blev så gammel, at den var ud over den kraftigste alder. Det samme var ligeledes tilfældet med hans bedste tyr, der i foråret havde taget anden præmie og almindelig blev anset for at være øens næstbedste tyr. Men det var også ret et par  typiske pragteksemplarer.
 Tyren, der var 3 år gammel, var lille og dyb; set fra siden, var den smuk firkantet med en komplet lige og kraftig ryg. Den havde et smukt formet, bredt kryds og velstillede fine ben. Hovedet var tørt og hårene derpå så korte, at den brede og flade pande ret påfaldende trådte frem over den fine og lidt fremstående snude, der var aparte gul, medens selve læberne var sorte. Hornene var gule, små kun få tommer lange, fine og indadbøjede og ørerne fine, tørre og indvendig orangegule. Øjnene var milde og livlige. Farven måtte nærmest kaldes grå eller grågul. Den blev mørkere langs siderne, og benene og den vældige hale var helt sorte. Orangegul ligesom det indvendige af ørerne var også det lille, men regelmæssige spejl, pungen og indersiden af lårene.
 Koen, der var fem år gammel havde en levende vægt af kun 7-800 pd. Hornene var her endnu mere gule, finere og mindre og mere indadbøjede end hos tyren. Mælkeårer og yver var vel udviklede, men meget små. Spejlet var hos denne som hos de fleeste andre tilstedeværende køer kun dårligt udviklet, og derpå lægges ingen vægt. Men des mere betydning tillægges farven af de tyndt behårede mælkeorganer og det indvendige af ørerne, der skulle være stærkt orangegule, medens hårlagets farve kan variere fra gråt gennem gult til rødligt. Men som regel er altid ryggen lysere, hoved, hals og de stærkt hvælvede sider mørkere, og benene og den stærkt udviklede haledusk næsten sorte. Huden er løs, men grov, som følge af, at kvæget færdes så meget.
 Hvor der findes så efterspurgt kvæg, bliver der selvfølgelig aldrig en kalv slagtet, ogsærlig enhver kviekalv gør man sig al umage for at få til at leve. Kun få uger får kalvene nymalket mælk, og i deres hjemstavn opfordres de ikke særlig kraftig. Mr. Brideaux havde sine kalve gående løse i en lille indhegnet toft, hvor der blev bragt dem skummet mælk. De var slanke, fine og livlige og mindede både i udseende og bevægelser meget om hjortekalve eller unge rådyr. Men som hunde var de tamme og kælne, og de kom, såsnart der blev kaldt på dem. Årskvierne var smalle og sprang omkring mellem kalvene. Men påfaldende, var den udvikling, der foregik med dem, såsnart de blev drægtige. Og når de kælvede to år gamle, var der både dybde og facon; så var rådyret bleven til en ko. - Som de fleste udprægede malkeracer er det trivelige dyr, der let kommer i godt huld, medens de endnu er unge; og i almindelighed har de et smukt og blankt hårlag. Men hos de gamle individer er fedeevnen ringe, og kun med kunne de betale foderet.
 Mr. Brideaux fortalte mig, at endnu levede i den seneste tid blev jerseykvæget bedre og mere vel udviklet, det tilskrev han dels den omstændighed, at der nu blev holdt årlige udstillinger med præmieæskning på øen, og dels den i 1868 påbegyndte stambog. Ved begge foranstaltninger blev de bedste dyr udpegede, og ejerne opfordredes til at bevare dem som avlsdyr på øen.
 Det mest mærkelige ved jerseykøerne er dog mælkens stærke farve og store fedme. Selv når køerne om vinteren står på stald og alene ernæres ved tørt foder, er fløden og smørret mere gul, end hvad der ved andet kvæg i andre lande produceres uden kunstig farvning om sommeren, selv om køerne står på den frodigste græsning. Undersøges mælken ved mikroskopet, viser det sig, at hver enkelt fedtkugle er af en usædvanlig størrelse. Og den almindelige flødemåler viser ofte over 20 pct fløde. Den kemiske analyse, der som gennemsnit for mælk fra Korthorn, Ayrshire og Anglerkvæg giver o. 3.5 pct fedt, giver 4.5-5 pct og endog ofte mere.
 En ligefrem følge af mælkens store fedtindhold er selvfølgelig et lille mælkeforbrug til 1 pd smør. Det vil vistnok i almindelighed være 15-20 pd, medens vi bruger 25-30 pd. Foruden at give meget smør roses også jerseykøernes mælk for ved kærningen hurtig at give smør, der skiller sig klart fra kærnemælken og bliver af en smuk, fast, klar og voksagtig konsistens. Det sidste skal jeg ikke kunne benægte. Men hvad det angår, at smørret kommer så let ved kærningen, er det rimeligvis kun en følge af flødens fedme og fedtkuglernes usædvanlige størrelse, medens jeg ikke tror, at man deraf kan slutte, at fedtet i for sig har en anden kemisk eller fysisk sammensætning.
 Således er de faktiske forhold på Kanaløerne og i det sydlige England, hvor dette kvæg allerede for længe siden er bleven indført. Det årlige udbytte af en ko, hvis levende vægt er o, 800 pd., kan antages på god græsgang og almindeligt vinterfoder at variere fra 4 til 5000 pd mælk, og smørudbyttet deraf vil vistnok være 2-300 pd. Men i de senere år har særlig amerikanerne med iver søgt endnu mere at fuldkommengøre jerseykvæget. Talrige klubber er dannede med denne specielle opgave for øje. Og de resultater, der offentliggøres som opnåede er så utrolige, at ikke en gang selve klubmedlemmerne synes at stole på tallenes rigtighed. Det er således måske kommen danske læsere for øje, hvad professor Nathorst sidste år skrev i sin bog: Om Nödvändigheten af nya Riktningar inom våra Koladugårdar", hvor han i afsnittet "Utfodringens Indflytande på Mjölkens Fetthalt" først frakender de tyske forsøg på dette område al værd og dernæst beskriver, hvorledes amerikanerne, helt bortseende fra den økonomiske side, forcere sagen, så at de endog fodre en ko, Mary Anne of St. lambert med 50 skålpund kraftfoder om dagen, og deraf i en uge få et udbytte af 245 skålpund mælk og 363/4 skålpund smør. Der er altså ikke en gang medgået 7 pd mælk til 1 pd smør, og koen har givet over 4 danske pd smør om dagen.
 Trods disse overdrivelser i fodringen og sandsynlige overdrivelser i angivelsen af udbytte eller måske netop derved er opmærksomheden nu mere end nogen sinde fra alle kanter bleven henvendt på dette vidunderlige jerseykvæg. Rige folk både i den gamle gamle og i den nye verden har til urimelig priser anskaffet sig eksemplarer, der anbringes i haverne på de smukkeste plæner og passes med største omhu. Men mange steder er sagen virkelig ment alvorlig, og her i Europa er det nu ikke alene de engelske lorder og pengemænd, der søger at danne rene besætninger og eventuelt ved krydsning forbedre den ene eller anden race, men dygtige mælkerimænd i ledende stillinger have taget spørgsmålet op. Jeg blev således ikke lidet overrasket ved at finde jerseykvæg i Schweiz (Svejsts) på gården Langrüthi, der tilhører G.H. Page, generaldirektør for fabrikken i Cham. Der var en stor mængde af det skønneste Svejtserkvæg, men ikke desmindre var der med stor bekostning forskreven 20 køer og 2 tyre. Og hos vore svenske naboer synes der at være stor lyst til at gøre noget lignende. Professor Nathorst har jo for år og dag siden foreslået Landbrugsakademiet at lade anskaffe en stamme til Alnarp. Men  jerseykvæget er jo også en af de få racer, af hvilke endnu intet blod, rent eller blandet, findes på svenske udstillinger.
 Min opfattelse er imidlertid den, at det er ikke vejen, vi danske skulle gå. Jerseykvæget koster nu meget mere, end det er værd for os. Men få eksemplarer udretter intet, og jeg tror, at det vil blive vanskeligt at påvise et eneste sted, hvor krydsningen har bragt et godt, tilfredsstillende resultat. Endvidere er det et stort spørgsmål, hvor vidt jerseykvæget kan trives godt i vort klima. Et afskrækkende eksempel har jeg set i Holsten hos den dygtige landmand og udmærkede regnskabsfører, godsejer Johansen på Sophienhof ved Preetz. Efter i over 20 år at have arbejdet med kvæg fra Kanaløerne er godsejer Johansen nu gået over til - at købe kvier i Angel, og i løbet af få år vil rimeligvis økvæget dø ud i egnen omkring Preetz.
 Danske mælkerimænd og kvægopdrættere skulle skænke jerseykvæget alvorlig opmærksomhed; men ikke således, at der købes nogle dyr, hvormed forsøgene bliver kostbare og rimeligvis mislykkede. Vi skulle i jerseykvæget se et afgørende bevis på, hvad der kan nås ved langvarigt og planmæssigt arbejde. Prosch, Buus og Jessen, som vi alle nu må savne, har vist os vejen, vi bør blive på og fremdeles følge fremad.
 Vore to kvægracer, den røde og den jyske, har hjulpet os til at nå vor fremskudte stilling i mælkeribruget, så at alles øjne efterhånden er bleven rettede på os. Disse racer må vi strengt holde os til, og Prosch har vel efterladt sig elever nok til at drage omsorg for, at disse racer holdes rene. Men vi bør nu ikke alene søge at producere megen mælk, vi bør søge at producere megen og fed mælk.
 Af professor Segelcke har vi lært at have rede på, hvor megen mælk der bruges til 1 pd smør, og nu har docent Fjord lært os hurtigt og sikkert at bestemme mælkens fedtmængde. Samtidig med at der holdes prøvemalkning, kunne vi altså nu bestemme mælkens værdi, lige så vel som dens mængde. Og lige så sikkert, som vi her i Danmark er gået fremad i retning af at producere megen mælk, lige så stor sandsynlighed er der for, at vi kunne gå fremad i at producere fed mælk, uden derfor at gå tilbage i henseende til mængden.
 Ved jerseykvæget er de store resultater nåede alene ved at bedømme mælkens fedme efter dens farve, der synes at stå i forhold til farven af de tyndtbehårede dele af huden. Vi har nu langt bedre og sikrere midler til vor rådighed. Prøvekærnen, Soxhlets Apparat, laktokriten og kontrolcentrifugen kunne alle benyttes. Men hvor Burmeister & Wains centrifuge findes, vil den vistnok bedst gøre fyldest og vise sig mest praktisk.
 Det gælder foreløbig om, at sagen bliver taget op og prøvet på de steder, hvor der er tid og kræfter til at blive ved. Muligvis vil man i begyndelsen ikke synes at komme fremad. Man vil utvivlsomt møde mange tilfældigheder, der ikke straks forstås, og det vil måske blive vanskeligt i begyndelsen at finde regelmæssighed i tallene. Men det var ønskeligt, om mange danske landmænd ville indlade sig på at løse den opgave, i fremtiden med samme nøjagtighed at kunne angive hvor mange pund smør, som nu hvormange pund mælk, enhver ko i deres besætning giver i årets løb. Den ko, der år efter år betaler foderet med den største mængde smør, bør fortrinsvis blive besætningens stamko.
 Her er et vidt felt, på hvilket der bør arbejdes fremad- Længe have vi kun taget hensyn til mælkens mængde. Nu kender vi  betydningen af mælkens fedme og vi har midler til at bedømme den. Skulle vi så ikke benytte os deraf?
 Det tredje skridt vil rimeligvis blive også, at undersøge selve smørfedtets kvalitet, smeltepunkt osv., men det må foreløbig stå hen. Nu bør opgaven være at kende smørfedtets kvantitet, da den i øjeblikket angiver mælkens kvalitet, og vi bør ikke blive stående ved mælkens kvantitet, for så vidt vi ville følge med fremad og bevare vor fremskudte stilling.
 

www.jersey.syd-fyn.dk sidst opdateret 29-09-00 jersey@post4.tele.dk