Det fynske Økvæg
Home ] Up ]

 

Danish local island Cattle

Det danske Økvæg


J. Th. Lundbye: Sjællandsk økvæg 1844 [Local island cattle of Seeland]

Det fynske Økvæg [Local island cattle of Funen]

Kvægavl......
Carl Dalgas: Svendborg Amt beskrevet l837, s. 317ff.

Hvad endelig kvægracen i Svendborg Amt betræffer, da består samme af et sammenskrab eller vel endog af en sammenblanding af holstensk, jysk, engelsk og tyroler kvæg m.fl andre racer. Dog har det holstenske kvæg overhånd, hvorfor også den røde lød prædominerer. At Fyn engang har haft en ejendommelig race, er der imidlertid flere tegn til. Pastor Selmer bemærker, at han endnu mindes at have set på Erholm i Odense amt kulsorte og sortbrogede hollænderikøer af en gammel stamme, som vel var stygge af skabning, men malkede vedholdende og godt. Nu er de også blandet eller fortrængt af andre racer. I egnen af Nyborg har forfatteren truffet på individer, der efter sandsynlighed hørte til hin gamle stamme, men de var sjældne. På Langeland har gamle folk forsikret pastor Selmer, at man indtil sidste kvægsyge (l778) havde en ejendommelig race, men som næsten ganske uddøde.
Når det holstenske kvæg er indført, vides ikke bestemt, dog skal det være over 80 år siden. Denne race er meget degenereret og består på de fleste steder af små, tyndmusklede dyr med smalt bryst, smalt kryds, skarp ryg, indknebne lår og ildestillede ben. Før når køerne har nået en alder af 7 til 8 år får de lidt anseelse derved, at vommen synker. Fedede på fynsk vis vejer de 16 til 20 lpd. (enkelte 24 lpd.) og holder 2 til 3 lpd. talg. Som malkekøer betragtet er disse køer dog ingenlunde at foragte. På flere steder haves i gennemsnit 5 kander mælk af hver ko i den bedste græsningstid. Enkelte køer giver 9 a 10 kander. Hvad denne race kan blive til ved god pleje og udvalg af de bedste individer til parring, viser besætningerne på Glorup, Mullerup, Juulskov, Hvedholm og enkelte andre steder. Men det er påfaldende, med hvilken ligegyldighed denne sag behandles af de fleste. Forfatteren har set tyre, som man snarere kunne henføre til mønneracen end hornkvægslægten. Og dog ville upåtvivleligt de mange lødekøer, som føres til Sjælland, ligesom udsætterkøerne blive langt bedre betalt, om racen  havde lidt mere kropsfylde. For prangerne er bekostningerne de samme, om de har dårligt, småt kvæg eller velbyggede , store køer at overføre, men fordelen er vist ikke den samme.
Det jyske kvæg, man støder på i Fyn er ikke andet end udskuddet af, hvad jyderne ikke selv vil beholde eller holsterne købe. De fynboer, som henter kvæg fra Jylland, ser nemlig mest på prisen og hjembringer derfor kun små ildebyggede kreaturer, der ingenlunde er skikkede til at bevirke nogen forædling. Man skulle se at få køer og tyre fra Thy, hvor som bekendt fortrinlige malkekøer haves. Fyn vil derved opnå at få en for det passende, ejendommelig race. Men hvad man således lod komme, måtte være af første skuffe, ikke udskuddet.
I salig grev Ludvig Reventlows tid blev på Brahetrolleborg anskaffet tyre og køer fra England. Det var en kullet eller løshornet race med korte ben, lige ryg, fint hoved og stærkhvælvede ribber, men som først i 7de eller 8de år gav betydelig mælk. Salig grev Holck Winterfeldt på Fjællebro har  haft individer af denne race, malket 3 gange, har givet 10 a 12 kander mælk i den bedste græsningstid. Denne race findes nu kun som blanding i egnen af Brahetrolleborg, men hvad man ser deraf, udmærker sig i almindelighed ved en bedre bygning end det røde kvæg. Løden er hvid med røde eller sorte pletter.
Senere er tyroler-tyre kommet til Fyn, hvilket kommer af de bedre græsgange. Vægten angives fra 20 til 24 lpd. Men også her har sammenblanding fundet sted, thi efter kvægsygen blev en mængde småt kvæg hentet fra Sjælland
Under denne syge stod en race røde køer med sort mule sig bedst og er siden blevet favoritrace på øen. Disse køer når ved god pleje en anselig størrelse og nærmer sig marsk racen i udseende. Pastor Plesner har haft 2 køer af denne slags, som har givet hver daglig 24 potter mælk, men på rundeligt græs og i den gode årstid.
De svagheder, kvæget i Svendborg Amt lider af, især kalvekastning og dødelighed blandt nyfødte kalve, så at man undertiden har vanskelighed ved at få de fornødne tillægskalve. Parresygen er yderst sjælden og ytrer sig kun ved enkelte individer. Ingen har endnu udgransket årsagen til disse onder. Synderligt anlæg til at blive gammelt viser det fynske kvæg ikke. I almindelighed udsætter man køerne i deres 12te til 14de år. Men i den senere tid har man set sig nødsaget at udsætte dem i 10de til 12 te år for det stive foders skyld. Derimod holder man køerne så meget tidligere til tyrs, nemlig i 2det år. Man påstår at dette giver de bedste malkekøer, men har småt kvæg, der tidligere bliver affældigt.


Herregårdsmuseet Gl. Estrup har for nylig erhvervet J. Th. Lundbyes skitser af gammelt dansk økvæg tegnet på herregården Vognserup lidt vest for Holbæk. En vigtig kilde til studiet af de gamle danske kvægracer. [Local island cattle of Seeland]
Derimod er det øjensynligt sparsomt med billedmateriale af det fynske økvæg, eller er det????

 Det fynske kvæg før Anglerkvæget.
[Boganmeldelse i Ugeskrift for Landmænd, 1887, s. 166 af dyrlæge H.C. Sørensen: Det røde fynske Malkekvægs Udvikling i de sidste 40-50 Aar. Citat af gårdejer N. Rasmussen Søkildes anmeldelse af samme i Fyns Stiftstidende]

 Allerede før Anglerkvæget fandt indgang på Fyn, indførtes der mange jyske kvier, især på flere herregårde, hvorfra der udbredte sig en blanding af jysk-fynsk og jysk-angler kvæg, af hvilken ofte gode mælkegivende besætninger fremkom, og skønt tillægsdyrene nu i reglen er røde, falder der dog endnu ikke sjælden sorte kalve. Når der iøvrigt tales  om den gamle eller oprindelige fynske kvægrace, så er dette imidlertid et meget ubestemt begreb, thi før kvægsygens ødelæggelser i forrige århundrede havde man, så vidt det fremgår af talrige syns- og skifteregistre, kvæg af højst forskelligt lød, men dog især grå ("blakkede og blå") sorte og brogede køer og meget få røde. En rød ko var en sjældenhed.
 Efter kvægsygens ophør indførte man især holstenske (eller slesvigske) køer med rødt (mørkerødt) lød og desuden jyske, engelske, tyroler og andre fremmede racer.
 Det var først,  da det gik op for landmanden, at landbrugets rentabilitet så meget var afhængig af en god besætning af malkekøer, at der blev taget fat med fuld kraft på at udvikle de slumrende anlæg, som alt var tilstede i det fynske kvæg.
 Efter at man hist og her, dels på større og dels på mindre gårde, havde optaget det som et hovedformål at tilvejebringe en fast stamme af de i besætningen forefundne moderkøer, trådte landboforeningerne hjælpende til, idet de præmierede hele samlinger af malkekøer. Både i denne og i andre henseender må man betragte dyrskuerne som en væsentlig løftestang til kvægavlens forbedring.

Bornholmerkoen [Local island cattle of Bornholm]

Bornholm. Meddelelser fra en rejse i sommeren 1900 af Harald Goldschmidt., s. 562f. [Uddrag om Bornholmerkoen.]

.. man behøver ikke at være særlig sagkyndig for at opdage den forskel, der gennemgående er mellem kvægbestanden på de bornholmske græsmarker og kvægbestanden på de andre større danske øer. Ganske vist er det røde danske malkekvæg og Anglerkvæget også på Bornholm til stede i majoritet; men spredt over hele øen, somme steder talrigere end andre, finder man desuden repræsentanter for, eller i hvert fald descendenter af det gamle danske (bornholmske ) økvæg, det, som man nu til dags så godt som aldrig ser på de andre større danske øer. Køer, som er hvide, gule, gulbrogede, blakkede, blakbrogede, sorte, sortbrogede, "ryggede eller "røgede" d.v.s. gule, røde, eller sorte med hvid ryg) hjelmede, grimede, rød- sort- og blakbæltede (røde, sorte eller blakkede med et bredt, hvidt bælte omkring midten af kroppen) er meget almindelige og ikke så få af disse bornholmske bornholmske køer har med løden bevaret en hel del af det oprindelige præg.

Samsøkoen [Local island cattle of Samsoe]

Tyr af Samsørace, tillagt hos J.N. Snedker, Holmegård [Bull of Samsoe race]

 Endnu ved midten af forrige århundrede (det nittende) havde Samsø sin egen, temmelig ublandede kvægrace, bestående af fine, ikke ret svære dyr med godt malkepræg. På steder, hvor de blev fodrede godt, gav de de forholdsvis megen mælk, og selv på steder, hvor de fodredes knapt, slap de ikke mælken. De var meget søgte som mejerikøer til større og mindre gårde ikke blot på Samsø, men også i andre egne af landet, især i Kalundborg og Holbækegnen, hvor hen de let førtes med det daværende befordringsmiddel over vandet: Færgebåden.
 Samsøkvæget havde intet som helst fedepræg; men det vejede dog ved slagtning mere end i almindelighed antaget og var i det hele vel anset. Da der imidlertid noget senere hen i tiden blev lettere afsætning for fedekvæg også til udlandet, tabte Samsøkvægets anseelse sig noget, og det søgtes blandet med udenlandsk kvæg, som skulle tilføre nye gode egenskaber, uden at de gamle, skattede egenskaber gik tabt.
Ayrshirekvæget på Samsø- Et bidrag til dets historie-  Af E. Friderichsen og C. Sørensen.

 Samsøkoen. [Local island cattle of Samsoe]
 I anledning af hr. forpagter J. Winkels fortrinlige af handling om avlscentrer her i Ugeskriftet, hvorfor jeg takker ham, tillader jeg mig at bemærke følgende, eftersom jeg har fulgt Samsøkoens skæbne i ca. 60 år.
 Samsøkoen er ikke fortrængt hverken af Ayrshire- eller Anglerkvæg, men årsagen til dens forfald er nærmest, at opdrætterne have manglet både karakterfasthed og sagkundskab til ved fornuftig parring og valg af tillægsdyr at udvikle den i sig selv fortrinlige malkeko, dels ved i en tidligere periode at sælge de bedste individer bort til de sjællandske mælkerier og dels ved at krydse den med alle mulige og umulige racer. Den oprindelige Samsøko, der i første halvdel af århundredet blev krydset en del med indført Schweizerkvæg fra Kanton Bern, var gråblakket og sort med hvidt hoved, løs og symmetriskbygning, stadig med meget fin hud, men er i de senere årtier gået over til at blive mere sortbroget eller med andre ord af få mere jysk præg, fordi den sidst er krydset med jysk kvæg, som ikke har bidraget til at udvikle malkeevnen, men snarere det modsatte. Men endnu findes så mange rester af den oprindelige Samsøko, at der med flid, dygtighed og nogen kapital i en sagkyndig opdrætters hånd deraf kan dannes en fortrinlig malkestamme; dog en hovedfejl har Samsøkoen, at den giver for tynd mælk, men også denne mindre heldige egenskab kan ændres i en dygtig opdrætters hånd.
 Ayrshirekoen har ikke fortrængt Samsøkoen, da den første for en snes år siden næsten blev udryddet, dels for at give plads for det røde danske malkekvæg og dels af misforstået iver, fordi den ikke var national, men i de senere år er den taget noget til nåde igen, og der findes meget fortrinlige Ayrshirekøer på tvende større gårde og hos nogle husmænd, hos  hvilke sidste den breder sig, da denne ko giver megen og fed mælk. Anglerkoen har heller ikke fortrængt Samsøkoen, da den kun holdes på tre af grev Danneskjolds gårde. Men det er det røde danske malkekvæg, der i stor mængde er indført her til øen i de senere år, der har fortrængt Samsøkoen, væsentlig også af den grund, at opdrætterne af Samsø kvæg lade sig godvillige fortrænge, idet de ikke en gang møde ved dyrskuerne eller sørge for at danne nogen forening med det formål f. eks. at bevare en fortrinlig tyr for avlen, men parre i flæng og spræng, det vil sige, benytte den første den bedste tyr til bedækning osv. - Men trods denne mishandling gennem et par menneskealdre gives der dog endnu fortrinlige individer af Samsøkoen, der som nævnt kunne danne grundlaget for en stamme, og meget ønskeligt ville det være, om en sagkyndig opdrætter, selv om hans landbrug lå uden for øen, ville påtage sig dette fortjenstfulde arbejde, der sikkert ville give gode renter af den anvendte kapital, inden det er for sent.
 Samsø i maj 1897    "J"
Ugeskrift for Landmænd 1897, side 300

 

www.jersey.syd-fyn.dk sidst opdateret 29-09-00 jersey@post4.tele.dk