Kvæget på de engelske Kanaløer
Home ] Up ]

 

Landmandsblade 1893, side 681
Kvæget på de engelske Kanaløer.

I kanalen mellem England og Frankrig, kun fjernet ved få timers sejlads fra begge, ligger de såkaldte Kanaløer, hvorved forstås de større, beboede og dyrkede øer: Jersey, Guernsey, ALderney, Sark og Jethau samt en del små, ubebyggede holme og stenrev uden landøkonomisk betydning.
 Den største af øerne, Jersey, har et fladeindhold af omkring 21000 tdr. ld. hvoraf de 15000 er dyrkede; indbyggerantallet er 54000.
 Den næststørste, Guernsey er 11600 tdr. ld stor, hvoraf de 6900 er dyrkede. Indbyggerantallet er 32600.
 Alderney er godt 1400 tdr. ld. stor med et dyrket areal af omkring 950 tdr. ld. Indbyggerantallet er 2000.
 Sark har et fladeindhold af omkr 900 tdr. ld og 580 indbyggere.
 Herm og Jethau er meget mindre med kun henholdsvis 20 og 4 indbyggere.
 Klimaet på disse øer er midt og ensartet, det anses for meget sundt og fremmede for alt dyre- og planteliv. Sommeren er ualmindelig behagelig, og vinteren medfører kun meget lidt frost og sne. Middeltemperaturen på Jersey og Alderney ligger ved 11º Celsius. Der falder årlig omkring 750 mm regn i 150 dage. Guernsey har noge få grader lavere varme og der falder en del mere regn. Klimaet på denne ø er derfor også til enkelte tider næsten råt.
 Jordbunden på Kanaløerne er egentlig ikke frugtbar og den er heller ikke ensartet; snart er den sandet og snart temmelig stærkt leret, men madjorden er dog i regelen skør og undergrunden porøs.
 Jersey og ALderney er i det hele af mere let beskaffenhed, men jordbunden på Guernsey er noget sværere. Jersey er tillige rig på bakker og dale. Skov eller skovagtig bevoksning findes meget sjælden på nogen af øerne.
 Jordens beskaffenhed, klimaet, beliggenheden og sædvane har gjort, at jorden på disse øer udnyttes på en fra vor vidt forskellige måde. Næsten halvdelen af al den dyrkede jord på Jersey optages af græsmarker, enge og foderplanter, 1/3 optages af kartofler og rodfrugter, kun 1/10 dyrkes med kornsorter, resten optages af havesager og frugttræer.
 På Guernsey er kartoffeldyrkningen ikke så udbredt som på Jersey, men alligevel dyrkes der ikke meget korn. Græsmark, eng og foderplanter optager 2/3 af det benyttede areal; en anden meget betydelig del optages af frugttræer og grønsager, og der bliver således kun lidt plads til sædarterne.
 Græsmarkerne og engene på øerne er af fortrinlig beskaffenhed, med et tæt fint tæppe af kløver og gode græsarter, og da så godt som alle marker er omgivne af diger og hække, som giver fortrinligt læ, har kreaturerne alle betingelser for at trives vel.
 På Jersey har dyrkningen af tidlige kartofler for det engelske marked fået en sådan betydning, at hele landbruget er præget og påvirket deraf. For de tidlige kartoflers skyld gødes og bearbejdes jorden ganske overordentlig tidlig og omhyggelig; kartoflerne lægges allerede i begyndelsen af februar måned, og henimod slutningen af maj sættes al kraft ind på at få kartoflerne op og oversendte til England. Masser af løse arbejdere  fra Frankrig kommer ved den tid over til øerne for at grave kartofler op. Kartoffeldyrkningen kaster nok af sig til, at der kan tjenes en god dagløn, men der hviler også forbavsende store udgifter på den. Der avles ikke så sjælden kartofler for omkring 2000 kr pr td ld; men omkostningerne ved denne dyrkning løber også op til den efter vore forhold forbavsede høje sum af 800 à 1000 kr. pr td. ld, og derhos må ikke overses, at den store indtægt kun fås, når kartoflerne kan bringes meget tidlig i markedet. I slutningen af maj og begyndelsen af juni koster 100 pd kartofler ofte 18-20 kr., men allerede i juli måned er prisen falden til 2½ à 3 kr., og siden går den endnu lavere ned. Kartoffelavlen på Jersey er en af hovedgrundene til, at ejendommene er meget udstykkede, og at forpagtningsafgifterne er ganske overordentli opskruede. Der gives vel nogle få landbrug på mellem 30 og 40 tdr. ld; men hovedmassen af ejendommene er på 10-14 tdr. ld, og til et meget stort antal landbrug hører ikke over et par tdr. ld., og det værste er, at brugeren kun i meget få tilfælde også er ejer; som oftest er han kun forpagter og må svar en afgift af 250 til 370 kr. pr. td ld. Det er da indlysende at man kun ved den yderste dygtighed og flid, og ved at dyrke sådanne afgrøder, som står i særlig høj pris, kan klare udgifterne og skaffe sig selv og sine arbejdere en nogenlunde tilværelse. Det lykkes dog i regelen, og forpagteren kan endda af og til lægge lidt til side til sikring af alderdommen eller til at bøde på dårlige år.
 Ligesom Jersey har sin særegenhed i kartoffeldyrkning har Guernsey sin drivhuskultur. Enhver farmer på Guernsey har sit glashus; mange har flere, hvoraf ikke få er så store, at der arbejdes inde i dem med vogn, plov og heste. I drivhusene dyrkes kartofler, meloner, vin, frugt, grønsager, blomster o.m. Der lægges an på at kunne frembringe de forskellige ting, især på tider, da forsyningen af de store stæder fra anden side ikke let kan finde sted. Frugter og grønsager pakkes i kurve, som indlades i de mange skibe, der anløber øerne; ½ mill. kurve og derover går på den måde ofte fra øen i et alm. år.
 Udstykningen både på Guernsey og på ALderney er efter vore forhold meget stor, og forpagtningspriserne meget store; men slet så vidt som på Jersey er dog ingen af delene drevet. Forpagtningspriserne er i regelen kun halv så høje på Guernsey; dog betales der 13.000 kr og derover i købesum for 1 td. ld.
 Det følger af sig selv, at der overalt på øerne lægges ganske overordentlig meget arbejde i jorden. Hyppejern og spade er to stærkt benyttede redskaber. Selvfølgelig er der brug for megen gødning, og foruden staldgødning anvendes der da i stor udstrækning kunstige gødninger og tang - den såkaldte vraic - der i store masser skylles op på kysten. Tangen anvendes mest på fodermarkerne, og der gødes ofte med 3000-4000 pd pr td ld af gæret, forholdsvis tør tang.

 Husdyrholdet på Kanaløerne har tilpasset sig efter forholdene. Der lægges en ganske særlig vægt på kvægavl og kvæghold. Svin, heste og fjerkræ holdes der derimod ikke mere af end absolut nødvendigt. Får holdes næsten slet ikke. I en almindelig gård på øerne holdes 12-16 køer, 4-6 svin og et par heste samt lidt fjerkræ, og kvægholdet er, næst efter jordens dyrkning, den ene side af bedriften, der passer bedst og lægges størst vægt på ; kvægavlen har i de senere år fået større og større betydning, især derved, at Kanaløernes kvæg er bleven  udførst og fremmest til England og Amerika, men dernæst til hele den øvrige verden og overalt har tiltrukket sig stor opmærksomhed ved dets smukke ydre og udmærkede mælkeydelse. For tiden er der næppe nogen anden kvægrace, der har et så godt navn, som kvæget på Kanaløerne og da især jerseykvæget.
 Kvæget på Kanaløerne må antages at høre til en stamme og langt tilbage i tiden at være kommen fra det franske hertugdømme Normandiet. Iøvrigt er der dem, der mener, at kvægbestanden på øerne er af forskellig oprindelse, og at en del har sin oprindelse fra Skandinavien. Imod det skandinaviske, specielt jyske slægtskab taler bl.a. Kanalkvægets farve, der minder mere om visse svejtsiske bjergracer, end om lavlandsracer. Der er da også dem, som mener at have fundet beviser for, at Kanalkvæget oprindelig er kommen fra Svejts eller Tyrol til Sydfrankrig og derfra er vandret videre mod nord, indtil det er havnet på øerne, hvor det under påvirkning af naturen og menneskene har udformet sig til de særegne racer, der nu eksisterer på øerne.
 

  Jerseykvæget
 Den kvægbestand, der findes på øen Jersey, udgjorde efter tælling i 1890 tætved 12000 stk (nøjagtig 11891), hvilket svarer til 58 stk på 100 engelske acres. At dette er en betydelig kvægbestand, fremgår af, at der i England selv kun kommer 20.7 stk. kvæg på 100 acres. Af Jerseys kvæg er omkring 7000 malkekøer, omkr. 5000 kalve og tyre. Antallet af malkekøer er stærkt voksende. I 1867 fandtes kun 4300 stk malkekøer på Jersey. 1879 5000 stk og i 1890 som nævnt omkring 7000 (nøjagtig 6762). Malkekøernes antal er altså stegen 58 pct i løbet af 23 år.
 En endnu mere glimrende forestilling om udviklingen på Jersey, hvad kvægavl og mælkebrug angår, får man ved at se på udførselstallene. I 1866 fik man det nødvendige grundlag for en formålstjenlig avl indført, nemlig en stambog over jerseykvæg, og før den tid foregik der næppe nogen stor udførsel af malkekvæg fra øen, men 1887 var udførselen steget til 102 og 1395 køer og kalve, og nu må udførselen anslås til omkring 2000 stk. årlig.
 Længe før det nys nævnte tidspunkt har dog Jerseys indvånere forstået at værdsætte deres malkekvæg og stræbt at holde fremmed indblanding ude. 1763 gaves en lov, som 1789 fornyedes og skærpedes, hvori det under strenge bøder forbødes at indføre nogensomhelst fremmede køer eller kvier, kalve eller tyre. I 1834 dannedes en avlsforening; 1866 frundedes en stambog, og 1879 dannedes en jerseystambogsforening, der har bidraget meget til at skaffe jerseykvæget ry.
 Englænderne var de første, der anerkendte jerseykvægets gode egenskaber. Allerede fra midten af forrige århundrede blev der overført jerseykvæg til England og senere kender man mange eksempler på tilførsler. De engelske lorder syntes om dette kvæg til at pynte op i parkerne og man ser jævnlig dyr af denne race gå løse i disse; men først langt ind i vort århundrede fik man øje på racens økonomiske betydning. I 1863 spredtes en stor og udmærket jerseybesætning ved auktion ud over landet på mange hænder; flere af de nye ejere var dygtige opdrættere, der bestræbte sig for at udvikle racen videre og skaffe den anseelse, og da der i 1878 var grundet en engelsk  stambogsforening for jerseykvæg, var der lagt en solid grndvold for den senere udvikling. Der var og er vel endnu dem, som mener, at jerseykvæget kun er en sportsrace uden egentlig økonomisk værd; men efterat det igennem en række år ved stambogførelsen er leveret bevisis ikke blot for dyrenes afstamning, men også for deres ydelser, kan der ikke være tvivl om, at de - i hvert fald under visse forhold - har økonomisk værd. Fra 1890 holdes der i England særlige udstillinger for Jerseykvæg, og på de årlige skuer, der foranstaltes af den engelske mejeriforening, indtager jerseykvæg gerne en fremragende plads og går af med sejren ved de mælke- og kærningsprøver, som står i forbindelse med disse skuer. Dette og meget andet har bevirket, at jerseyracen navnlig fra halvfjerdserne er bleven udbredt over hele England og nyder stor anseelse.
 Racen er også ført til Amerika. Allerede fra 1864 har amerikanerne deres jerseystambog, og fra 1868 en jerseystambogsforening, hvis medlemmer ikke har skyet jævnlig at lade indkøbe avlsdyr af jerseykvæg i Europa til de allerhøjeste priser, og selv om man ikke kan tro alle efterretningerne derovre fra om de store resultater, de amerikanske opdrættere har nået med jerseykvæg, så er dog en del meddelelser så godt hjemlede, at der ikke kan være tvivl om, at racen derovre tillægges og fortjener at tillæges stor økonomisk betydning.
 Også til Tyskland, Belgien, Frankrig, Rusland og Svejts er racen kommen og nyder anseelse, medens den kun helt spredt er kommen til Skandinavien. I Sverige hvor så mange fremmede racer er indført, så man dog under udstillingen i Gøteborg en smuk stamme jerseykvæg fremstillet; her i landet er den, så vidt vides, ikke indført ud over en enkelt gang.
 Jerseykvægets lød er gråt, sølvgråt, med overgange til isabellagult; en del af kinderne, ansigtet og mulen er så godt som altid sort eller dog mørkt farvet, medens den øvrige del af hovedet har en lysere tone. Ligeledes er halekvasten, den forreste del af forbenene, spidserne af hornene og ofte tunge og gummer mørke; bug, strube, det øvrige af hornene og det indre af ørerne er derimod af lysere farve. Hele dyret gør et tiltalende, harmonisk indtryk. Kroppen hos køerne er i regelen fyldig, men ikke kødet. Hovedet fint med fremstående øjenbuer, udtryksfulde øjne, bred pande, tynde, fremadrettede, fortil noget indadbøjede horn, tætbehårede ører, en jævn, stærk, temmelig lang hals, ryggen lige, skulderen mager, ribbene noget flade, krydset noget smalt og affaldende, benene fine og ret vel stillede, halen tynd med lang dusk. Yver, mælkeårer og spejl middel store, huden ikke meget fin, men overordentlig blød og spændig med gul grund. Hele det ydre tyder på et sundt, triveligt malkedyr. - I regelen er de dyr, de er førte til udlandet, hvor de vel oftest også får en noget fyldigere føde, en del sværere og noget mørkere af lød.
 Jerseykvæget er småt. Køerne vejer fra 600 op til imod 1000 pd, i gennemsnit omkr. 740 pd. Tyrene vejer som sædvanlig en del mere. Deres middelvægt vil kunne ansættes til 900 pd.
 Jerseykvæget er i umindelige tider holdt for mælkeudbyttets skyld, og derfor har det også i det væsentlige antaget de udprægede malkeracers form, og mælk (fedtrig mælk) er deres væsentligste produkt.
 Den mængde mælk, jerseykvæget giver om året, er selvfølgelig højst forskellig, men udbyttet må dog antages at ligge mellem 4600 og 7200 pd. Udstillingsdyr har forholdsvis givet  langt mere, men at slutte fra nogle dages udstillingsudbytte til udbyttet hele året, lader sig ikke gøre; dog kan der af de foreliggende pålidelige optegnelser fastslås, at jerseykøerne er rigtmalkende. Malkeevnen tiltager til 9 alderen og derover, fra 13 års alderen standser udviklingen i retning, men der haves dog eksempler på, at 11 år gamle køer har taget de højeste præmier for mælkeudbytte og at over 13 år gamle køer har været fuldt ydende.
 Det er dog ikke meget evne til at give mælk, som det er evnen til at give fed mælk, der har gjort jerseykvæget berømt. Allerede i det ydre adskiller jerseykvægets mælk sig fra anden mælk ved sin dybgule farve og sin flødeagtige konsistens, og en nærmere undersøgelse viser, at disse egenskaber i al fald skyldes et stort indhold af fedt og tørstof.
 Der er foretaget et overordentligt stort antal undersøgelser af jerseymælk, men langtfra alle er nøjagtige og kan tages med ved bedømmelsen af mælken. Holder man sig imidlertid kun til dem, der kan antages at være pålidelige, får man alligevel det resultat, at mælken er ualmindelig fed. Medens de fleste andre racers mælk i regelen indholder under 4 pct fedt, indeholder jerseykøernes mælk 5 pct fedt i gennemsnit, hyppigt betydeligt mere. Det kan således konstateres, at der er funden over 8, tæt op til 9 pct fedt. Amerikanerne vil i flere tilfælde have fundet mere, lige indtil 13 pct og derover, men slige opgivelser kan man dog næppe tillægge værd. - Tørstofmængden ligger mellem 12 og 18 pct gennemsnitlig ved 14.75 pct.
 Det er således intet under, at jerseykvæget berømmes som smørkøer. Det regnes at 17 pd mælk gennemsnitlig giver 1 pd smør, og der haves eksempler på, at der er vunden 1 pd smør af 11 pd mælk. Amerikanerne overgår selvfølgelig også i dette stykke alle andre. De har meddelelser om under 10 pd mælk til 1 pd smør og om køer, der har givet op til 858 pd smør om året, ja der er meddelelser fra den nyere tid om en ko, der gav 933 pd smør om året, hvilke overdrivelser vi dog gerne kan lade være ude af betragtning uden at tabe respekten for jerseykvægets ydelser.

  Opdræt og pleje.
 På øen Jersey og forøvrigt over hele England våges der ved strenge bestemmelser og velførte stambøger over, at kvæget ikke blandes med nogen fremmed stamme.
 Jerseykvæget er et produkt af renavl i fuldeste omfang. Det er vel dér som overalt dem, som mener, at det ville være heldigt, om avlen blev dreven lidt mindre ensidigt; men disse har hidtil ingen magt fået, og den gode sundhedstilstand blandt jerseykvæget og den udmærket fede mælk køerne yder, taler også absolut imod eksperimenter af den art.
 Såsnart kalven er født, bliver den straks taget ffra moderen og næret med sød mælk. Efter en ugestids forløb får levekalvene tyk, sur skummetmælk, medens de, der skal slagtes, fremdeles får sød mælk, indtil de i løbet af 4-6 uger er slagtetjenlige. Kvierne bliver i regelen på tillægsstedet, indtil de er to år. Da udvælges de, der skal vedligeholde ejerens egen besætning. Resten sælges.
 Kælvningstiden henlægges så vidt muligt til det tidlige forår, helst til den tid, da græsset begynder. Man mener, at det tidlige græs virker fremmende på al omsætning og  afsondring, altså også på mælken. Køerne sættes dog ikke gerne på græs før kælvningen eller lige straks efter denne; men først et par uger efter, selvfølgelig under forudsætning af, at vejret tillader det, ellers først senere. Køerne tøjres overalt. Lodderne er små og ejendommene stærkt udstykkede, så de egner sig ikke til løsdrift. Man mener også dér som her, at tøjring er den fordelagtigste måde at udnytte græsset på.
 Køerne forbliver i regelen på græs nat og dag fra maj til september. I stærk varm kan det dog ske, at de om middagen og når det er meget slet vejr, sættes ind i et åbent skur. I de øvrige måneder tages de altid på stald om natten og får da gerne, såvel når de er kommen hjem, som før de næste dag sættes ud, et foder af roer og hø samt som natfoder en gift halm at pille i. Kælvekøerne får også gerne 14 dage før og efter kælvningen lidt klid; men græs, hø og roer er hele året igennem hovedfoderet, og hele holdet må, sammenlignet med vor almindelige fodring kaldes tavelig. Det må dog stadig ikke tabes af syne, at græsset og græsningsforholdene på Jersey og ligeledes i England er fortrinlige. Selvfølgelig er kraftfoder i vore dage ikke helt ukendt eller ubenyttet både vinter eller sommer; men man holder ikke af at give sådant, især er oliekager ikke yndede. Skal der som en undtagelse gives noget, sker dette oftest kun af hensyn til salg eller en udstilling eller for at hjælpe et dyr over en vanskelig periode, og man giver da helst bomuldsfrømel, linkager, klid, knust havre ved siden af palmekager, ærte- og bønnemel. Forud for en udstilling, hvor køernes mælkeevne skal prøves, er det dog ofte ikke ubetydelige mængder kraftfoder, der gives - fra 10-16 pd pr stk daglig foruden roer og græs. At mælkeydelsen kan forceres en del ved ualmindelig stærk fodring forud for en udstilling, må betragtes som afgjort; derimod kan fodringen ganske sikkert ingen indflydelse udøve på mælkens fedme, og det er oftest den, jerseykøerne sejrer på. Den fede mælk er et racetræk, en raceegenskab.
 Der malkes 3 gange daglig, om vinteren dog undertiden kun 2 gange daglig. Jerseykøernes mælk udmærker sig ikke blot ved sin dyb gule farve og høje fedt- og tørstofindhold, men også ved, at fedtkuglerne er betydelig større end i mælken af de fleste andre racer, og de har en finere smag, mere aroma og højre smeltepunkt.
 Mælken sælges ofte delvis til nærliggende byer eller til fællesmejerier. Den mælk, man beholder selv, stilles til flødesætning i høje jernkrukker, der skummes efter 1 til2 dages forløb og kærnes 1-2 gange om ugen. Kærningen foregår i gammeldags, firkantede eller runde stampekærner. Smørret tages op, inden det endnu er rigtig samlet, der sættes omkr. 3 kvint salt til hver pund smør; dette æltes med en flad ske, formes i stykker på et eller flere engelske pund, forsynes med stempel og forsendes. Smørret har , skønt det er fremkommen ved en så primitiv fremgangsmåde, efter det alm. omdømme en udmærket smag og er af fortrinlig, holdbar beskaffenhed. Om dette skyldes de store fedtkugler, deres højere smeltepunkt eller andre forhold, er endnu ikke opklaret; en kendsgerning er det, at mælken af jerseykøer i England sættes meget højt. Ikke ganske sjælden holdes der på de større engelske gårde nogle få jerseykøer ved siden af en korthorns besætning for at indblande de førstnævntes mælk, og det er en almindelig påstand, at man af sådan blandet mælk får langt mere og bedre smør end af korthorns alene.
 Englændernes dom om jerseysmørret er dog næppe i alle måder til at stole på. I virkeligheden kan det smør, der fremstilles på gammel vis, ikke længere kaldes det fineste; derimod er smørret fra et i den nyere tid oprettet fællesmejeri godt og kan måle sig med fineste andensteds fra.
 Nutildags betales der ganske overordentlige priser for jerseyavlsdyr. Jerseykvægavlsselskabet og enkelte berømte opdrættere lader hvert år afholde auktioner, og på disse betales der ikke sjælden for 1400 til 1800 ja op til 3000 kr for et dyr. Amerikanerne betaler endog de dobbelte priser og derover såvel for tyre som køer. Gennemsnitspriserne er dog selvfølgelig langt lavere. Køerne er, som almindelig i England, de dyreste; opnår tyre af gode stammer en pris af 550 kr., kan køer sættes omtrent til den dobbelte sum.
 Efterskrift. Man har gjort os opmærksom på, at det formentlig måtte være en fejltagelse, når Jersey i Lmbl. nr. 41 opgives at have et fladeindhold af 21000 tdr. land med 54000 indbyggere og Guernsey 11600 tdr. land med 32600 indbyggere; men disse opgivelser, der er tagne efter Dr. Herman Hucho: Das Kanalinsel-Vieh i Landwirthschaftlicher Jahrbücher, XXI, Band, Heft 5, 1892, stemmer dog så nær med andre opgivelser, der står til vor rådighed, at de må antages at være tilnærmelsesvis rigtige. Jersey angives i nævnte afhandling til 28717 engl. acres, Guernsey til 16005 acres.

  Guernsey

 Kvæget på øen Guernsey har megen tilfælles med Jerseys, men om begge øers kvæg  også har fælles oprindelse ved man ikke. I en ikke fjern fortid er der ført kvæg fra Isigny i departementet Calvados til øen, men om dette er sket i større udstrækning og om det har haft nogen indflydelse på det forhåndenværende kvægs udvikling, er ukendt. Ligesom udenforstående i det hele i tidligere tid sammenfattede de fleste af øernes kvæg under det fælles navn "Alderneys", således må det også antages, at de har nogenlunde fælles oprindelse og at den forskel, der nu er, er fremkommen mere ved forskellighederne i natur- og brugsforhold end ved forskel i oprindelse.
 Det er egentlig først fra dette århundrede, at man véd noget med sikkerhed om Alderneykvæget. Siden 1819 og rimeligvis i længere tid forud har det været strengt forbudt at indføre kvæg til Guernsey fra hvilket som helst andet sted med undtagelse af de små naboøer, ALderney, Sark og Herm, der hører til samme jurisdiktion, og forbudet er bleven strengt overholdt. Skibe, fra hvilke indførsel af kvæg forsøgtes indsmuglet, blev uden nåde beslaglagte og folkenen straffede, og endnu den dag i dag må havnefogden føre bog over alle dyr, der indføres til slagtning. Han påser, at de føres direkte til slagtehus, og at de virkelig slagtes, inden 10 uger er gået.
 Trods det, at man således på et tidligt tidspunkt har haft blikket åbent for den stedlige races betydning, varede det dog længe, inden Guernseykvæget vandt anseelse udenfor hjemmet. Grunden dertil var vel nærmest den, at Guernsey ligger afsides og indtil den nyeste tid kun stod i ringe forbindelse med omverdenen.
 Først i fyrrerne begyndte man offentlig at skelne mellem Jerseykvæg og Guernseykvæg; men den almindelige erkendelse af  de to øers kvæg som forskellige racer fik dog først sit udtryk i 1871, da Guernseys på en udstilling i England opstilledes som en race for sig ved siden af Jerseys, og det var egentlig først i firserne, efter at den engelske mejeriforening havde taget sig af spørgsmålet, at det gik ind i den almindelige bevidsthed, at Jerseys og Guernseys bør holdes hver for sig. Nutildags holdes der intet større kvægskue i England, uden at man finder Guernseys fremstillet ved talrige individer som en race for sig, og det gode omdømme, denne nyder, stiger år for år. Dertil har også en en i 1877 påbegyndt stambog og et i 1884 dannet Guernseykvæg- selskab bidraget. Nutildags findes der ikke få ansete stammer af Guernseykvæg spredte ud over England og AMerika; den amerikanske Guernsey-stambog, der grundedes 1877, omfatter allerede flere tusinde dyr, og på dyrskuerne i begge lande er Guernseys nutildags slemme konkurrenter til Jerseys.
 Selve øen Guernsey har selvfølgelig ikke kunnet frembringe alle de til AMerika og lande udenfor England udførte dyr. England har afgivet en god del; men det er alligevel et anseligt antal dyr, der er kommen fra den lille ø. Fra 1870 til 1890 således 512 tyre og 12761 køer og kalve eller årlig omkr. 66o stkr.; i de senere år omkr. 1000 stkr. årligt, hvilket må siges at være en overordentlig stor udførsel af en kvægbestand, som efter tælling i 1890 var omkring halvottende tusind høveder på samtlige øer undtagen Jersey. Af bestanden var 3613 malkekøer, 702 tyre og 3175 dyr under 2 år.
 Guernseykvæget er for tiden gennemgående større, stærkere og af grovere bygning end jerseys; men Guernseys har ikke des mindre helt igennem præget af at være gode malkere. Det fine, kvindelige hoved, den lange hals, den forholdsvis lange og dybe krop, det brede og dybe bagparti, det store yver med fremtrædende mælkeårer og det gode spejl minder om det hollandske kvæg. Hornene er middellange, fortil indadbøjede, øjnene klare og rolige. SÅ godt som alle køer har en temmelig stor trekantet stjern i panden. Huden er i regelen meget blød, middelfin, ryggen temmelig lige, halen lang, ret grov med lang kvast, benene kraftige. I regelen er køerne brogede med store rødbrune partier og hvide uregelmæssigt randede pletter over kryds, lænd, flanke og under bugen. Benene fra knæet og nedad er altid hvide. Der træffes dog også ensfarvede rødbrune eller lysegule dyr. Det indre af ørerne, øjenrandene, den underste del af hornene, hale og klove er i regelen gullige. I det hele taget har Guernseykvæg ikke lidt tilfælles i bygning og præg med det gode jyske brogede malkekvæg.
 Køerne vejer fra 800 til 1100 pd. Tyrene omkring 1100 pd. i gennemsnit, hvoraf følger, at der er dyr, der vej adskilligt over og under.
 Det er vanskeligt at få pålidelige opgivelser om mælkeudbyttet af Guernseys; men af de forskellige opgivelser, der står til rådighed, må det antages, at de giver 5000 til 6000 pd mælk årlig, og mælken er meget fed; efter de mange foreliggende analyser må fedtprocenten sættes til 5; og der gives næppe nogen kvægrace i verden, med undtagelse af jerseyracen, der giver ligeså fed mælk. Der regnes på et smørudbytte af omkr. 350 pd om året af en ko; mange giver langt mere, om der også selvfølgelig er dem, der giver mindre. Guernseys er - og bliver formodentlig i lang tid - de bedste smørkøer i verden.
  Guernsey har i forhold til det benyttede areal mere kvæg end Jersey, og der bliver også ydet kvæget på Guernsey fuldt så megen omhu og pleje, hvad der er i god overensstemmelse med, at en forholdsvis større del af jorden på Guernseys optages af enge, græsmark og foderplanter end på Jersey. På Jersey optager kartoffeldyrkningen i hovedparten af jorden, på Guernsey er fodermarkerne i overvægt, og kvægavlen har forrangen for nogen anden gerning i landbruget. Selve foderets kvalitet anses også for at være bedre på Guernsey. Ejendommene er ikke her så udstykkede, befolkningen er velhavende, renligheden og ordenen i bruget er mønsterværdig, og meget fremmer således kvægavlen og kvægbruget på denne ø. Ligesom på Jersey våges der strengt over, at intet fremmed kvæg indføres til avl, herfra dog undtaget fra Alderney, Sark og Herm, men de to sidste nævnte øer er så små, at indførsel derfra ingen betydning har, og tilladelsen til at føre Alderneykvæg ind benyttes sjælden. - Avlsdyrene udvælges med omhu. Køerne senes 2-6 uger før kælvningen. Kalven tages straks fra moderen og fødes i begyndelsen med sød mælk, senere med kærnemælk og lidt hø, indtil den snarest mulig sættes på græs.
 Mens køerne er på græs, får de tillige en del rodfrugt og hø, især hen på året, når de tages ind om natten. Hist og her får de også lidt kraftfoder som tilskud.
 Guernseykøernes mælk har et endnu gulere udseende end jerseykøernes. Der malkes 2-3 gange daglig. Den mælk, der ikke anvendes til kalve, anvendes til syrnet smør, der kærnes i gammeldags, stedegne kærner. Termometer eller lignende nutidsredskaber ved kærningen kendes ikke. Varmen måles ved at dyppe fingeren i fløden, og den reguleres ved tilsætning af koldt eller varmt vand. Det smør, der laves, er da også simpelt; men det har fra gammel tid lov på sig for at være særlig udmærket, og det kan derfor sælges til forholdsvis meget høje priser, om vinteren koster pundet undertiden op til 2½ kr., det er derfor ikke underligt, at Guernseyboerne holder på deres gamle fremgangsmåder. Svingskumning eller andre forbedrede skumningsmetoder, fælles- eller andelsmejerier er ukendte; men på den anden side sker der heller ingen forfalskninger: Der anvendes ikke smørfarve, alt smør fra en producent skal stemples, inden det sendes i markedet, dersom smørret ikke stemples eller det stemples falsk, medfører dette strenge straffe.
 Priserne for Guernseykvæg ,siden det i halvfjerdserne blev mere bekendt, har været i stadig stigen. For tiden er gennemsnitsprisen for køer 300-400 kr., for særlig gode dyr meget højere. For enkelte køer er betalt op til 3500 kroner.

  Alderneys.

 Under navn af Alderneys har man tidligere sammenfattet alt kvæg fra Kanaløerne, sjældnest har man dermed ment kvæget fra selve øen Alderney.
 Nogle har villet bevise, at Alderneykvæget er i nær slægt med Kerrykvæget i Irland og måske fra først af havde ganske samme oprindelse som dette; men mere taler for, at Alderneykvæget er af normandisk oprindelse ligesom jersey- og guernseykvæget, med hvilket sidste det også har alle væsentlige træk tilfælles; kun at Alderneykvæget står den opridnelige type nærmere end de to andre øers kvæg.
  Denne tingenes tilstand stemmer også godt med opdrætningsforholdene; thi på ALderney står man betydeligt tilbage for de andre øer i alt fald hvad der vedrøer kvægholdet. Der anvendes ikke den omhu på udvalget af avlsdyrene, på opdrættet, på fodringen, kort sagt på noget område, som på andre øer; alt i den retning på ALderney er i den gamle stil. Man har ganske vist i enkelte retninger søgt at efterligne naboerne og har bl.a indrettet en stambog, men den fik aldrig nogen betydning, og stambogsføringen er for længe siden ganske ophørt.
 Trods det, der således er forsømt, er de naturlige betingelser for kvægavlen dog så gode, og brugen er gået så ensidig i retning af malkning, at der alligevel er kommen noget forholdsvis godt og ensartet ud deraf. Alderneykvæget må for tiden nærmest betegnes som et slag af Guernseys, og den tid er næppe meget fjern, da nutidens bekvemme og livlige forbindelsesmidler vil have bevirket, at Alderneys går op i Guernsey og bliver bragt på verdensmarkedet som sådant. Farmerne må Alderney påstår vel almindeligvis, at deres kvæg er bredere og større end Guernseys, men dette slår næppe til. Det kraftigere indtryk, man får ved synet af Alderneys, må nærmest søges i, at denne kvægstamme har mere præg af at være et naturprodukt end et kunstprodukt, hvilket sidste de andre øers kvæg har ikke så lidt præg af.
 Alderneykvæget er omtrent af størrelse og præg som Guernseykvæget. Hovedet er middelstort, langagtigt med små, forholdsvis stærkt sidebøjede horn, med sorte spidser, fremstående øjne, hvid trekantet blids, oftest mørktfarvet mule, stærkt behårede og lysere ører, kroppen ikke meget dyb, snarere det modsatte, huden gul af bundfarve, bredt kryds, halen lang og krafig med lang gullig hårkvast, kraftige velstillede ben og gode malketegn, løddet er rødligbrunt med hvide pletter på bug og ben, undertiden går løddet over i rødgult. Man træffer dog afvigelser, hvor hovedet er mere mørktfarvet. Mulen og hornspidserne lyse og med stribe langs rygraden; men i bygningstræk er alle temmelig ensartede.
 Hele øen ALderney er jo som nævnt i første artikel ikke ret stor; det dyrkede areal udgør ikke over 950 tdr. ld. og kvægbestanden var i 1890 kun 950 stkr., hvoraf 304 malkekøer. Ikke des mindre må det betragtes som afgjort, at det skyldes øens beboeres hele gammeldags tankesæt og ulyst til at gøre reklame, når Alderneykvæget for tiden er langt mindre omtalt end de andre øers kvæg. den for øen finder man kun ALderneys i en lille del af England, samt i Amerika og Frankrig, og på flere af disse steder går dyrene endda under navnet Guernseys, så man har ikke let ved at finde dem. Fra selve øen kan der selvfølgelig ikke udføres noget stort antal dyr årligt. Beboerne selv anslår udførslen til over 100 stkr. årlig; men der haves ingen tilforladelig statistik at bygge på. Heller ikke om det kvantum mælk, Alderneykøer kan give, er det muligt at få pålidelig besked. Der nævnes 6000 pd og mere årlig som udbyttet af de bedste, og at der medgår 14-18 pd mælk til 1 td. smør; men disse opgivelser er ikke til at stole på og er vistnok rigelig høje. Alderneykøernes levende vægt angives til 800 à 900 pd. Priserne til 270 à 360 kr. pr. stk.
 Alderneykøernes mælk har den samme dybgule farve og aromatiske smag og lugt, som karkateriserer mælken af jerseys og guernseys, og produkterne af Alderneymælken har også ganske  de samme egenskaber, som produkterne af hines, hvorfor Alderneysmør og ost også almindeligvis går til Guernsey, og at de bliver solgte som Guernseyprodukter, er utvivlsomt.
 Kanaløernes kvæg falder i henhold til det foregående i to racer: Jerseys og Guernseys. Alderneykvæget er kun en underafdeling af Guernseykvæget.
 Jerseyracen er med hensyn til tal og udbredelse de andre langt overlegne og har det største ry på sig.
 I den sidste halve snes år er Guernseykvæget dog også kommen i ry, har fået megen udbredelse og er bleven en betydelig konkurrent til hint.
 Hovedudbredelsen har begge racer i England og Amerika, men de har dog også fået nogen udbredelse i andre lande.
 På Jersey indtager kartoffelavlen den første plads i landbrugsbedriften. Kvægavlen og kvægbruget den næste. På Guernsey indtager kvæget første plads.
 Det store ry, begge racer nyder, skyldes heldige naturlige opdrætnings- og brugsforhold i forbindelse med dannelsen af kvægavlsforeninger, stambøger, udstillinger, auktioner, prøver og kvægavlermøder med foredrag i forbindelse med reklame i stor stil.
 De to racer adskiller sig tydeligt i det ydre. Jerseyracen består af finere, kønne, rådyragtige, næsten ensfarvede dyr, medens Guernseykvæget er stærktbygget, større, fyldigere rødbroget eller rødspættet. Jerseydyrene vejer i gennemsnit omkring 800 ppd, medens Guernseykvæget har en vægt af omkr. 950 pd. Jerseykøer malker i gennemsnit 5500 pd, Guernsey 6000 pd mælk årlig. Jerseykøerne er altså mindre og finere, men er de bedste malkere, når der gås ud fra dyrenes levendevægt.
 Mælken er hos begge racer af fortrinlig beskaffenhed, meget rig på tørstof - omkring 14.75 pct - meget fed - omkring 5 pct - af smuk gullig farve og meget aromatisk. Smør og ost er ikke desmindre langt fra af 1ste klasse , men dette er behandlingens skyld, og som følge af englændernes stærke holden på det tilvante og hjemlige er produkterne ikke desmindre søgte og bliver godt betalte.
 Opdræt, ernæring og pleje er gennemgående enkel. Det meste af året er kvæget på græs, men får som hjælpefoder rodfrugter, hø og en smule andet fyldefoder. Kraftfoder gives i regelen kun, når dyrene fedes eller skal på skue.
 Jerseykvæget er ikke synderlig værd til fedning. Guernseykvæget afgiver derimod et godt grundlag for fedning og bliver let fedt.
 Hovedormålet ved holdet er opdræt af avlsdyr, hvilket formål begunstiges af klima, græsning, brug og befolkningens karakter og tilvnathed, ikke mindre end de høje priser, som dyrenes brugsværdi i forbindelse med en vældig reklame har skabt.
 

www.jersey.syd-fyn.dk sidst opdateret 29-09-00 jersey@post4.tele.dk